Jeg hedder Karen Schultz og bor på landet med min mand Per og vores hund Dina og i nærheden af vores børn, svigerbørn og børnebørn og med plads til dyr og køkkenhave; vi lever det oprindelige, enkle landliv. Jeg er egentlig psykolog og har været privatpraktiserende i mange år, men strikkeriet er blevet ved med at kalde mig hjem.

I mit strikkeunivers er der både plads til pinde og maskiner og såmænd også til en hæklenål eller to. Og her er også en drejeskive og en klat ler, for man kan mangle en knap eller pludselig bare få lyst. Hvert forår og efterår tager vi i nogle uger til vores bygdehus i Qoornoq i Grønland for at synke ned i natur og fuldstændig ro. Jeg strikker og finder på nyt design, og min mand er i naturen og fotograferer sit hjemlands smukkeste vinkler.
Qoornoq-design fotograferet af Per Kreutzmann

Klumme fra 21. december 2016
Nu går jeg ind i den fjerde fase i mit voksenliv, og jeg gør det sammen med min mand Per. Jeg skifter åbenbart fokus ca. hvert 12. år. Så helt løsagtig er jeg ikke; jeg render ikke bare sådan af pladsen. Men.

Først var jeg soldat. Så psykolog og forfatter. Og så tog ejendomshandelen over, og mine børn tog for alvor fat og fart i det område også. Man er gammel, når ens børn kan tæve én i tennis, har jeg hørt. Nu kan de tæve mig i ejendomshandel. Så jeg tillader mig at agere gammelmor, at stille mig over i køkkenkrogen og gøre, hvad jeg er bedst til – at lave mad.

Og så vender jeg nysgerrigt tilbage til en syssel, som opslugte mig aldeles, da jeg var barn og ung. En syssel, som jeg afgjort havde talent for, men som ingen i verden ansporede mig til at forfølge dengang, for strikdesigner var ikke noget, man dyrkede som uddannelsesmulighed dér, hvor jeg kommer fra.

Skal gemalen så til at strikke, kan du spørge?

Nej, min mand Per har selv nogle stier, han skal træde. Han har for nylig sagt sit gode job op efter 30 år i samme IT-branche indenfor bank- og netverdenen. En af hans nye (gamle) stier er fotografering, og her vil han bistå mig i strikkehuset, har jeg hørt.

Strikkehuset ligger her på Møn, hvor vi bor. Det er åbent, når vi er hjemme. Hvad vi officielt ikke er om onsdagen, og om søndagen holder vi hviledagen i hu. Men ellers.

Her er strikkemaskiner, her er det reneste garn, her er alt det dertil hørende, og hvad årstiden ellers kan finde på, og huset skal fungere som showroom; jeg forestiller mig ikke, at her bliver sort af strøgkunder. Meget foregår i dag på nettet.

Jeg er allerede i gang med at få spundet det første garn af flere, der har det tilfælles, at garnerne forener Grønland og Danmark og renhed og oprindelighed.

Det vil være mig en særlig glæde, hvis jeg kan hjælpe grønlandske kvinder i gang med at strikke på maskine, fordi der ved strikkemaskinen ligger muligheder for at have sin egen mikrovirksomhed – også i bygderne.

Det første garn bliver en uldblanding af 10 % moskus og 90 % merino og er klar i slutningen af januar. Du kan købe det allerede nu på min webshop www.karen-qoornoq-knitwear.dk.

Hvorfor gør jeg dette skift? Fordi jeg ikke kan lade være. Endelig har jeg muligheden. Og jeg er så glad for, det kan lade sig gøre.